Byg Garanti      
Du er her:
Nyhed / Fra beton til bygningskonstruktør /
 

Fra beton til bygningskonstruktør

30-06-2017

Fra beton til bygningskonstruktør

Med et bredt smil og sit imødekommende væsen fejrede Morten Seneca Holmberg i denne uge et velfortjent 12-tal for sin afsluttende eksamen på bygningskonstruktøruddannelsen, og han kan nu kalde sig bygningskonstruktør.

Det lå ellers ikke i kortene, at Morten skulle blive bygningskonstruktør. Han havde ikke den store interesse for det boglige i folkeskolen, men hænderne var skruet rigtigt på, så han valgte at blive tømrer. Efter svendeprøven kom Morten i Beredskabet som værnepligtig i 6 måneder og troede herefter, at han skulle tilbage til tømrerfaget. Sådan gik det imidlertid ikke.

Gennem en bekendt i HANS JØRGENSEN & SØN Entreprenører A/S (HJS) blev Morten rekrutteret til betonafdelingen. Morten viste med sin arbejdssomme indsats hurtigt sit værd og blev en betroet del af medarbejderstaben i betonafdelingen, hvor han trivedes blandt sine gode kolleger i den alsidige hverdag. En dårlig ryg satte dog en brat stopper for hans virke som betonarbejder og gode råd var dyre. Hvad skulle han nu?

Efter en del overvejelser besluttede Morten, at han skulle på skolebænken igen og startede derfor på uddannelsen som bygningskonstruktør i 2014. Her skal de studerende på 6. semester på et 20 ugers praktikophold i en virksomhed, og Morten var ikke et sekund i tvivl om, at han skulle i praktik hos HJS, hvor han havde arbejdet som betonarbejder i mere end 8 år.

Under sin praktik fik Morten sin gamle chef som mentor, og han fik selvstændigt ansvar for flere små byggeprojekter i betonafdelingen. Derudover fattede han stor interesse for kvalitetssikring (KS) og blev under praktikforløbet klar over, at han kunne hjælpe HJS i processen med at finde et nyt KS-system. Morten blev derfor en bærende del af den projektgruppe, der skulle indsamle erfaringer og komme med anbefalinger til det nye KS-system. Emnet til bacheloropgaven og specialet lå derfor lige til højrebenet.

I denne uge er det hele så gået op i en højere enhed med et flot 12-tal, og en fastansættelse som entrepriseleder i HANS JØRGENSEN & SØN Entreprenører A/S pr. 1. juli er belønningen for det hårde slid. 

HANS JØRGENSEN & SØN Entreprenører A/S  ·  Sivmosevænget 4  ·  5260 Odense S  ·  Telefon 6612 0683  ·  Telefax 6617 8683  ·  CVR nr. 30694244  ·  info@hjsas.dk

linkedin